Med udgangspunkt i enten Bogstavtyven, Ordtrolden, Sprogheksen, Prinsessen, der blev bogstavbims eller bøgerne om Krokodillebarnet Karl tilbyder jeg sjove og spændende forestillinger med fortælling, sang og leg, der både er en god oplevelse i sig selv og en sprogstimulerende aktivitet. Jeg kommer både alene og sammen med illustrator Siri Melchior.
Filosofien bag
Det udvikler børns sprog, når de hører gode historier på en inddragende måde, hvor de ikke nøjes med at lytte, men selv bliver sprogligt aktive ved fx at tale om historien, synge historien, gentage replikker eller dramatisere dele af historien.
Det er konceptet bag ’Sjov med sprog,’ der består af flere forskellige forestillinger, der alle tager udgangspunkt i mine egne billedbøger. Efter forestillingen får de voksne en inspirationsguide, så de selv kan følge op med flere sprogstimulerende aktiviteter.
Til familiearrangementer, hvor børnene kommer med deres forældre eller bedsteforældre, lægger jeg vægt på at skabe gode rammer for nærvær og samvær mellem børn og voksne.
I indskolingen fortæller jeg også om det at være forfatter og skrive bøger.
Sjov med sprog: Ordtrolden
Med udgangspunkt i Ordtrolden (Gyldendal 2016) fortæller jeg om det mærkelige, behårede væsen, der stikker børn, så de gentager bestemte slags ord. Fx alle ord med L, bandeord eller ord, der betyder noget med mad. En dag er det gået galt for Anton. Han siger ”marsvin, marsvin,” ”sukker, sukker” og ”tunge, tunge.” For at få den rigtige modgift skal han gætte, hvilken slags ord, han gentager. Og han skal nå det inden solen står op. Ellers kommer han aldrig til at tale almindeligt.
Ud over inddragende fortælling er der ordsange og ordlege med udklædning.
Foredraget tilbydes også sammen med illustrator Siri Melchior med fokus på tegning og illustration.
Målgruppe: Børn mellem 3 og 8 år.
Varighed: 45 minutter
Meget mere end oplæsning
Skønt med et fængende børnearrangement, der har bogen som centrum – og som alligevel er meget mere end oplæsning.
Super
... blanding af sjov og læring.
Sjov med sprog: Sprogheksen
Når en sprogheks har været på spil, bliver rundt der ordene byttet på, så manden gik tur med hunden fx bliver til: Hunden gik tur med manden.
I denne forestilling bliver børnene inddraget i historien om Sprogheksen (Gyldendal 2019) efterfulgt af sang og sproglege med udklædning. Børnene kommer også til at opfinde deres eget fantasivæsen, som lav kuk i sproget.
Målgruppe: Børn mellem 3 og 8 år
Varighed: 45 minutter
Sjov med sprog:
Prinsessen, der blev bogstavbims
Stakkels prinsesse Sulaima kan ikke tåle at høre lyden af S, så alle ord med S bliver forbudt på slottet – der derfor kun må kaldes for ’borgen’. For at blive kureret opsøger Sulaima en heks, men for at få trylledrikken må hun kun bruge ord, der starter med S. Ellers falder hun død om.
Hør den herlige historie om Prinsessen, der blev bogstavbims (Gyldendal 2021) efterfulgt af sang og sjove sproglege.
Målgruppe: Børn mellem 4 og 8 år
Varighed: 45 minutter
Sjov med sprog: Bogstavtyven
Bogstavtyven udkom på Gyldendal i 2014 og handler om et lille myggelignende dyr, der om natten suger bogstaver ud af ørerne på børn, så de ikke kan sige bogstavets lyd. Og nogle gange siger de i stedet en anden lyd, så A fx bliver til U og bamse derfor bliver til bumse og ananas til ununus.
En dag har bogstavtyven stjålet alle Annas A´er, og så må hun kæmpe for at få dem igen.
Ud over inddragende fortælling er der bogstavsange og bogstavlege med udklædning.
Målgruppe: Børn mellem 3 og 8 år.
Varighed: Cirka 45 minutter
Ungerne var helt med
Skøn forestilling. Ungerne var helt med.
Super sjovt og samtid lærerigt
Lige i øjet til skoler og biblioteker. Super sjovt og samtidig lærerigt.
Sjov med sprog: Krokodillebarnet Karl
Hvordan slipper krokodillebarnet Karl af med sin sut? Og hvad sker der, når han ikke længere vil gøre som mor siger? Kom og hør de spændende historier, når forfatter Maria Rørbæk læser op og fortæller – og vær med til sange og lege med den store, grønne krokodillebamse.
Det er sjovt i sig selv og har samtidig en sprogstimulerende effekt.
Målgruppe: Børn mellem 2 og 5 år
Varighed: Cirka 30 minutter.
Rigtig fin oplevelse
“Rigtig fin oplevelse – også for de lidt generte eller forsigtige børn, der blev trygge og fik mod på at være med.”
Gode muligheder for støtte
Statens Kunstfond vil gerne have mig ud i landet, og der er gode muligheder for at få dækket en stor del af udgifterne til mit honorar gennem puljen: ’Dansk og udenlandsk litteratur til børn og unge.’
Puljen kan både søges af skoler, børnehaver og andre institutioner samt virksomheder, foreninger og enkeltpersoner. Med undtagelse af skoler skal der være tale om åbne, offentlige arrangementer.
Ring eller skriv til mig og hør nærmere. Det er vældig nemt at søge.