Vil du gerne øge dine elevers læse- og skriveglæde? Så kan det være en god ide med et huskunstnerforløb, hvor jeg laver et projekt sammen med eleverne – ofte i samarbejde med en anden kunstner, fx en illustrator eller skuespiller. Der er gode støttemuligheder til projektet hos Statens Kunstfond. Nedenfor kan du se nogle konkrete eksempler på huskunstnerforløb. Jeg skræddersyr også forløb, hvis I selv har en idé.
Huskunstner på mellemtrinet: Skab din egen bog i ord og billeder – med makkerparret bag De Hemmelige Youtubere
Dette forløb tager udgangspunkt i serien De Hemmelige Youtubere, som jeg har skrevet og Runa Steppinge har illustreret. Jeg kommer på besøg sammen med Runa og vi har både fokus på tekst og billeder.
Eleverne skal selv skabe deres egen fortælling om nogle youtubere, der af den ene eller den anden grund vil være hemmelige. Og finde ud af, hvordan de skjuler sig og hvordan de til sidst bliver afsløret. Nogle elever vælger rollen som illustatorer, mens andre skriver og der er i høj grad fokus på samarbejdet. Runa Steppinge og jeg bytter også roller, så hun prøver at skrive, mens jeg tegner.
Forløbet varer 2 skoledage.
Hvis Statens Kunstfond støtter projektet, skal skolen betale 7000 kroner til vores honorar. Hvis det er uden for hovedstadsområdet, skal skolen også dække transportudgifter og eventuel overnatning.
Huskunstner på mellemtrinet: Skriv en krimi med metoder fra scenekunsten
Dette forløb tager udgangspunkt i min nye serie YouTube-detektiverne, der udkom på Gyldendal i 2024. Jeg fortæller, hvordan jeg har skrevet krimiserien – og så skal eleverne selv i gang med at skrive en kriminovelle individuelt eller i grupper.
Forløbet tilrettelægges sammen med en skuespiller og vi bruger redskaber fra scenekunsten i forfatterværkstedet. Fx skal vi udvikle karakterer gennem improvisationsteater og kropslige udtryk. Børnene skal bruge deres sanser og fx prøve at gå et lidt uhyggeligt sted på skolen og bagefter skrive om det.
Projektet afsluttes med, at eleverne læser eller fortæller deres kriminovelle i grupper - eller viser det som et skuespil.
Forløbet varer 6 skoledage á 5 timer, hvoraf 2 dage er uden besøg af forfatter / skuespiller.
Hvis Statens Kunstfond støtter projektet, skal skolen betale 10.000 kroner til vores honorar. Hvis det er uden for hovedstadsområdet, skal skolen også dække transportudgifter og eventuel overnatning. Det er også muligt at lave et kortere og billigere udgave af huskunstnerforløbet.
Projektet er i 2024 med støtte fra Statens Kunstfond gennemført på Valhøj Skole i Rødovre. Læs evalueringen her.
Huskunstner i indskolingen: Skab jeres eget fantasivæsen
Dette forløb tager udgangspunkt i mine bøger Bogstavtyven (Gyldendal 2014,) Ordtrolden (Gyldendal 2016) og Sprogheksen (Gyldendal 2019). I alle tre bøger laver et fantasivæsen kuk i sproget, og med dem som inspiration finder eleverne på deres egne fantasivæsner, som også roder rundt i sproget. Efterfølgende får de forskellige forfatterkneb, så de kan skabe en fortælling – og fremføre det som en mundtlig fortælling.
Jeg laver forløbet sammen med skuespiller Lene Poulsen og vi introducerer både eleverne for redskaber fra skuespilleren og forfatterens værktøjskasse, så børnene i høj grad bruger deres kroppe og sanser til at finde på og udvikle fortællingen.
Forløbet varer en uge og slutter med en fælles forestilling.
Hvis Statens Kunstfond støtter projektet skal skolen betale 10.000 kroner til vores honorar. Hvis det er uden for hovedstadsområdet, skal skolen også dække transportudgifter og eventuel overnatning.
Det er også muligt at lave en kortere (og billigere) udgave af huskunstnerforløbet.
Fakta om huskunstnerordningen
Huskunstnerordningen har til formål at fremme børn og unges møde med professionel kunst i dagligdagen ved, at skoler og andre institutioner i en periode kan få tilknyttet professionelle kunstnere inden for et eller flere kunstområder.
Man kan søge om støtte til op til 90 procent af kunstnerhonoraret, der mindst skal være på 20.000 kroner. Det vil altså sige, at skolen mindst skal betale 2000 kroner.
Kunstneren kan godt selv stå for ansøgningen og papirarbejdet, så skolen blot skal udfylde en forhåndsaftale om betaling. Det gør jeg gerne.
Ring og hør mere på tlf. 26 22 98 46.
Læs mere om huskunstnerordningen her:
https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/huskunstnerordningen